I Aarhus, Odense og København har man haft modet til at undersøge, hvordan kriminelle familier belaster både kommunen og samfundet. Resultaterne er alarmerende: Få men stærkt kriminalitetsprægede familier koster hundredvis af millioner og trækker generation efter generation med ind i kriminalitet.
Men i Aalborg? Her bliver vi ved med at skyde spørgsmålet til hjørne. Senest 12. september 2025, da sagen igen var til behandling i Job- og Velfærdsudvalget, anbefalede forvaltningen, at hvis vi overhovedet skal lave en undersøgelse, så skal den begrænses til at kigge inden for hjemmets fire vægge. Det vil sige kun dem, der bor under samme tag. Ikke udeboende børn, ikke onkler, ikke fætre. Kun husstanden.
Det paradoksale er, at vi jo netop ved, at kriminalitet i høj grad går på tværs af adresser og generationer. At begrænse undersøgelsen til husstanden er reelt at skjule problemet.
Nu sendes sagen videre til byrådet med netop denne anbefaling. Derfor må jeg stille de uundgåelige spørgsmål: Er vi i Aalborg Kommune ikke interesserede i at få kvalificeret viden, vi kan bruge til at handle på?
Eller er det en politisk beslutning fra rådmanden, at vi ikke skal have samme indsigt som i Aarhus, Odense og København?
For mig er sagen klar: En reel undersøgelse vil give os mulighed for at målrette indsatsen og bryde den negative sociale arv, der binder familier fast i kriminalitet. Det skylder vi både de børn, der vokser op i familierne og de borgere, der lever med utrygheden i deres nabolag.
At Aalborg som den eneste store by i Danmark ikke vil lave samme kortlægning er et paradoks. Og det får mig til igen at stille spørgsmålet: Hvad er det, vi ikke må vide?